Status 2012

Jeg sidder nu her og tumler med at få det sidste på plads omkring min hjemmesiden. Det har været en lang og sej kamp mod kræft, en kamp som jeg ikke er færdig med. Selvom jeg allerhelst vil glemme alt om kræft, -ja så kan jeg det ikke. Der går aldrig en uge hvor jeg ikke tænker på det, eller at jeg igennem Tv, aviser, blade eller andet bliver mindet om det.

Jeg har det sådan, at hvis jeg kunnne, ville jeg gerne slette alle mine minder om kræft. Jeg er stadig meget bitter over at kræften smadrede mine drømme, at jeg har spildt så meget tid af mit liv på at ligge på et sygehus. Og at jeg i flere år har gået med en frygt for tilbagefald, en frygt som stadig rammer mig, så snart jeg selv eller folk tæt på mig bliver syge.

Ja, ja, jeg er ung endnu og livet går videre. Jeg har det godt, og ikke mindst er jeg meget taknemlig over at jeg har fået lov til leve. Kampen mod kræften vil altid være min største sejr. Jeg er i dag stolt over hvad min krop er i stand til.  Da jeg sommeren  2008 var i stand til at cykle med Team Rynkeby til Paris, var det det første skridt på vej tilbage til triathlon. Da jeg i 2010 var i stand til igen at køre triathlon og duathlon, græd jeg da jeg krydsede målstregen. At jeg i 2010 vandt Nyborg triathlon betød ufattelig meget for mig. I 2011 prøvede jeg kræfter med 2 ½ Ironman (1900 m svømning, 90 km cykling og 21.2 km løb). Det var en lang vej tilbage til elitetriathlon, men for pokker hvor var jeg stolt over at være med igen.

2011 sluttede af med, at jeg blev en del af “Who Is Number One” stafet holdet (en oplysningskampagnen for at sætte fokus på mænd og kræft) som stillede til start i stævnet KMD Challenge Copenhagen (Ironman i København). Jacob Carstensen svømmede, Tom Kristensen cyklede, Rasmus Henning løb første del af en marathon og jeg løb den sidste del. Dette var en kæmpe oplevelse for mig, og for pokker hvor var jeg stolt over mig selv da jeg kom i mål.

I 2012 blev ringen på mange måder sluttet. Det blev et år som er svært at stikke. Den 27-4 fik jeg den besked jeg havde ventet på i de sidste 5 år, nemlig beskeden: Du er rask. Dermed var det slut med OUH. Slut med blodprøver, lægesamtaler og scanninger. Det blev en helt igennem perfekt dag, som jeg bare ved at tænke på får tårer i øjene. Den 24-07-2012 blev jeg gift med Lise, som altid har støttet mig helt fantastisk siden hun kom ind i billedet. Jeg er stadig forundret over, at hun sagde ja til mig. Den 18-08-2012 kørte jeg min første Ironman, tiden blev lidt over 10 timer. Selvom der er langt ned til elite ironmans tider, ja så var og er jeg stolt over, at jeg er i stand til at gennemføre en ironman. -Jeg er stolt over alt det jeg har opnået igennem mine 28 år.

Jacob Pallesen  13-12-2012

12-08-2011

En meget rørt Jacob til højre efter at have løbet ½ marathon som en del af

Who Is Number One Stafethold se mere her