Til grænsen

Nu gik det lige så godt,
jeg var måske begyndt at blive lidt for sej.
Min dag startede med en løbe/gå tur. Jeg startede med at gå i 13 minutter, derefter var det meningen at jeg ville løbe resten af vejen, men sådan gik det ikke. Jeg løb og tænkte på at kræften ikke skulle bestemme over mig, – jeg var så sej. Pludselig efter at jeg havde løbet 7½ minut, – ja jeg ville løbe op over bakken, og det gjorde jeg da også. Men da jeg kom over bakken gik det galt, jeg nåede lige at tænke ? du vinder ikke over mig, da jeg fik det dårligt. Benene ville ikke løbe, jeg følte at jeg skulle kaste op, så jeg stoppede og begyndte at gå, for hjem skulle jeg da. Jeg fik det lidt bedre mens jeg gik. Efter 5 minutter tænke jeg, nu kunne jeg da godt løbe resten af vejen, men nej efter bare 2 minutter bliver jeg nødt til at gå igen, jeg gik og hev efter vejret. Efter 4 minutters gang skulle jeg da lige prøve at løbe igen og jeg løb de sidste 2 minutter hjem. Det gik faktisk godt de sidste 2 minutter, men da jeg kom hjem var jeg færdig, og jeg mener færdig. Jeg måtte kæmpe mig ind i stuen og lagde mig på gulvet, det hele snurrede rundt. Jeg kunne næsten ikke stå på mine ben, jeg lå bare på ryggen og kiggede op i loftet. Efter en halv times tid ville jeg have noget at drikke, jeg rejste mig og gik ud i køkkenet, men jeg fik det dårligt igen, og skyndte mig tilbage igen. Man kan roligt sige at jeg blev mindet om sygdommen i dag. Jeg ved godt du måske tænker, for pokker hvor er han da dum at blive ved med at prøve at løbe. Hvorfor pokker ikke bare lade være, når han kun kan løbe 2 minutter. Til det kan jeg kun sig, at 2 minutter er bedre end ingenting. Hvis jeg stopper med at prøve, – ja så er det kræften der vinder, – så er det at kræften sætter begrænsningerne og det kommer den ikke til, for jeg overgiver mig ikke uden kamp – om jeg så kun kommer til at kan løbe 10 sek. af gangen så gør jeg det.