Livet på OUH

Når man ligesom jeg, er blevet vant til at komme og gå på OUH, Ja så begynder man på den ene eller anden måde at føle sig hjemme -og så alligevel ikke. I øjeblikket lever jeg i en kuffert
Så er jeg i Viborg (ved forældre) eller DFL eller også er jeg inde på OUH. -Og bare det at finde ud af hvor pokker alle ens ting er, er ikke altid let. Men livet er jo som sagt ikke altid let.

På en måde er OUH mit andet hjem. Jeg kender alle sygeplejerskerne og lægerne på afd. X1 og X3. På en måde er det som om de er mine gamle venner, man ikke har set i stykke tid, når man kommer ind igen. Men jeg har jo også både oplevede op- og nedture sammen med den. Det er lidt mærkelig, at tænke på, at vi er på den ene side er så tæt på hinanden og alligevel så langt fra hinanden. De kender alt til mig, ja de kender min stærke og svage sider bedre ind nogen anden. De har set mig græde, lide, fortvivle, være sur og glad. De er der når ingen andre er der, jeg ved da godt at der er deres arbejde, men alligevel?. Og hvad ved jeg om dem? -Ikke ret meget?.

Ellers har jeg i dag afsluttet 1. del af 4. kemokur og kan derfor tage hjem, indtil torsdag hvor jeg skal have 2. del af denne omgang kemo.