Endelig, endelig, endelig

Den 4. april 2007 fik jeg konstateret Hodgkin lymfon, også kaldet lymfekræft, i stadie 4.
I dag den 27. april kl 13.04, 5  år og 23 dage efter beskeden du har kræft, blev jeg erklæret rask og skal ikke mere til kontrol på OUH`s kræftafdeling.
Det er slut, 5 år  og 23 dages kamp. Den dag jeg har ventet på i så lang tid. Det svar jeg har drømt om så længe, det svar som fylder så lidt i en læges ordforråd, kom i dag. Det kom fuldstændig bag på mig, jeg havde troet at der ville gå 3 år mere, inden jeg fik denne besked.
Tankerne vælter rundt i hovedet på mig. Tanker om tilbagefald, ikke at kunne sove, alle scanninger, kemoen, strålerne og blodprøverne. Jeg tænker på alle dem jeg skal takke fordi de har bakket mig op hele vejen, fordi de har været der for mig og drønet rundt for mig, alle dem der været en stor del af mit liv.  Selvom jeg er 27 år føler jeg mig ældre, der er sket så meget i de 5 år, jeg har oplevet så store op og nedture, at jeg ikke helt fattet at jeg virkelig har været igennem det.
Men endelig, endelig er det overstået, jeg er rask, – jeg er fri.
Der er så mange jeg skal sige tak til for deres kæmpe støtte. Især vil jeg gerne sige tak til mor, far og Helene som har kæmpet, lidt og været en kæmpe del af mine opture og støttet mig under mine nedture. Tak til min øvrige dejlige familen for den kæmpe støtte og opbakning i har givet mig. Mine barndomsvenner som altid er der for mig. Tak til Den Frie Læreskole, fordi jeg fik lov til at gøre min lærer uddannelse færdig. Tak til min årgang som støttede og hjalp mig gennem studiet. Mine venner i sportsverdenen, tak fordi ikke glemte mig, tak til mine gamle sponsorere fordi i ikke droppede mig mens jeg var syg. En kæmpe tak til min kæreste Lise, for de 4 år vi har været sammen. Jeg ved at det ikke er let, alt det du har været igennem sammen med mig. Tak fordi du altid har været ved min side som en fantastisk støtte. Også tak til Lises dejlige familie.
Der er mange andre jeg skylder en kæmpe tak, men jeg stopper denne blog her.