Venter på scanningssvar

I tirsdags skulle jeg atter scannes. Det er efterhånden blevet så meget en rutine det med scanning, at jeg ikke tænker så meget over det, før jeg er der. Det er mere bagefter, når jeg venter på svar, at der sker en masse i min hjerne. Nå, men på vej mod Odense kom jeg i tanke om, at jeg ikke kunne huske, hvad det var for en scanning, jeg skulle have foretaget. Hm hm, jeg tænkte, at det enten måtte være en MR eller en CT- scanning.  Men eftersom jeg ikke kunne blive enig med mig selv, tænkte jeg, at jeg da bare ville spørge, når jeg kom frem. Den søde dame i glasburet grinede lidt af mig, og over at jeg ikke kunne huske, hvad det var for en scanning, jeg skulle have foretaget.

 Det viste sig at være en CT- scanning. Jeg blev skannet, og alt gik som det skulle. Da det hele var vel overstået, tænkte jeg, at jeg lige ville kigge over forbi X3 (kræft afdelingen). Ikke fordi jeg på nogen måde savner at ligge derovre, for det gør jeg bestemt ikke. Det var mere for lige at sige hej til de sygeplejersker og læger, som har passet mig, mens jeg var indlagt. Der er ikke så mange jeg kender tilbage på afdelingen, i hvert fald var de der ikke lige den dag.

Der kommer altid en masse minder frem, når jeg går ind af døren til X3. Jeg synker altid en klump i halsen, når jeg trækker i snoren, så døren går op. Jeg bliver faktisk altid lidt bange, når jeg går ind og ned forbi alle stuerne, hvor jeg selv har ligget, og hvor der desværre har ligget så mange andre end mig. Da jeg havde snakket med dem, jeg kendte, og igen sad i bilen på vej hjem til Svendborg, kan man godt sige at chokket kom. Det var her, at jeg begyndte at trække mig ind i min skal. For der i bilen kom alle tankerne; en lille ond mand kom frem fra dybet i min sjæl og begyndte at prikke til mig. Jeg blev bombarderet med det, som jeg kalder mørke tanker. Jeg tænker: hvad er det hele værd, hvis jeg alligevel skal til at have kemo, så kan jeg være i nok så god form og have det nok så godt, hvis scanningen ikke giver det svar, som jeg håber på… Hmmm, det er nok ikke det smarteste i verden at køre i bil samtidig med at man kæmper med sine indre dæmoner, det ved jeg godt. Men jeg vil i den forbindelse skynde mig at sige, at mens jeg var i behandling, kørte jeg aldrig, og det var fordi jeg ikke følte, jeg var nok til stede, at mit hoved var et andet sted end i bilen. Normalt har jeg det heller ikke sådan efter en scanning, og det er noget jeg vil være meget opmærksom på næste gang, jeg skal til scanning.

Siden tirsdag har det kørt op og ned med humør, jeg tror at det måske er fordi, at det er så lang tid siden, jeg sidst har været på OUH. Ikke at det er dårligt, men der kommer bare en masse minder. I tirsdags fik jeg sat nedtællingen til scanning i gang ind på min hjemmeside. Min dejlige kæreste synes ikke at det er fedt med nedtællingen, og et eller andet sted kan jeg godt forstå det. For i denne tid op til scanningssvar er jeg på ingen måde let at bo sammen med, jeg bliver let sur, og jeg har rigtig svært ved at sætte ord på, hvad der er galt. Jeg bliver også så pokkers bitter over det hele, synes verden er urimelig. Jeg ved, at jeg får det sådan, og jo tættere jeg kommer på fredag, jo værre er det at bo sammen med mig. Jeg kan ikke falde i søvn i om aftenen, og jeg vågner om natten, fordi jeg drømmer en masse underlige drømme, som der hverken er hoved eller hale i. Derefter er jeg træt om morgenen, så det er ikke let. Men det er der jo heller ingen, der har sagt, at det skulle være. Det er vel et eller andet sted meget normalt, at jeg reagerer sådan, og vi har en aftale herhjemme, der hedder, at i ugen op til scanningssvaret, tæller det, der bliver sagt ikke, og det fungerer egentlig godt. Når så det hele er veloverstået, ja så snakker vi om tingene.