Slippe taget

Nogle gange er det godt at der findes folk som kan sige det til en, som man godt selv ved, men som man bare skal have af vide, for at komme igang med det. Giver det mening? Sikkert ikke, så jeg vil lige prøve at forklare hvad jeg mener. Jeg ved godt, at jeg skal prøve at slippe kræften, og der er heller ikke noget jeg hellere vil. Jeg prøver alt hvad jeg kan ikke at tænke på eller rettere at glemme det. Det er ikke bare ikke så let endda, for selvom jeg ikke tænker så meget på det mere, spiller det jo alligevel en stor rolle i mit liv hver dag, selv om jeg ikke vil have det. 
Det er stadig ikke gået helt op for mig, at jeg er rask, at man ikke kan se noget særligt på scanningen mere.  Det er jo det jeg har drømt om så længe, og nu hvor det er ved at være slut, prøver jeg så på en måde at holde lidt fast i de ting som handler om, eller har været forbundet med kræft. Det er det, jeg nu skal til at lære at slippe, jeg skal smide det af mig, som man gør når man har haft mareridt, og så småt glemt det i løbet af dagen. Det var det psykologen  sagde til mig i dag, og jeg kan godt selv se det, for da vi dag sad og snakkede havde jeg jo egentlig ikke problemer og derfor er der jo ingen grund til at få en ny tid. Det kunne jeg jo godt se, for ved at få en tid til en ny samtale, bliver jeg ved med at hænge fast i kræften. Ved at lade være med lave en ny tid, ja så er jeg endnu et skridt på vej væk fra kræften, og jeg kan jo ligesom på OUH altid ringe hvis der skulle være noget. 
Derfor gik jeg ud af døren uden en ny tid. Jeg skulle jo bare lige have det at vide, for jeg viste det jo godt, men det var bare lige med at slippe taget, og hoppe ud på gyngende grund. Men det skal man en gang i mellem, ellers kan man jo ikke finde fast grund under fødderne igen.