Kys det nu det satans liv

I dag var jeg et smut forbi Dtrif (dansk triathlon forbund) for lige at læse, hvad der sker inden for triathlon sporten i DK. Desværre kunne jeg læse om et dødsfald inden for min sport, og desværre kunne jeg også læse, at det var pga. kræft. Jeg ved, at mange mister livet til denne forbandede sygdom, men når det er en fra den sport, jeg selv kommer fra, ja så rammer det ekstra hårdt. Det er, som om jeg falder ned i et hul, for pokker, det kunne jo have været mig. Den tanke kan jeg ikke få ud af hovedet, det er så skræmmende, det er så uhyggeligt at tænke på. Jeg kan ikke fatte, at det bare lige pludselig kan være slut for altid og så pga. en sygdom. Jeg sidder her med tårer i øjnene og skriver på livet løs, fordi jeg føler, at jeg må gøre noget, men hvad kan jeg gøre? Ikke noget, ikke en skid kan jeg gøre overfor denne forbandede sygdom, og hvor er det fortvivlende at tænke på. Det er endnu en af de ting, der er med kræft, ja der er så meget. Jeg kunne skrive om, hvor dum og led denne sygdom er, eller hvor meget den kan ødelægge for ens liv. 
Men i stedet føler jeg en forpligtigelse, en forpligtigelse overfor dem, der ikke har klaret den. Den hedder, du har bare at leve dit liv, at elske hvert sekund og ikke mindst leve hver dag som din sidste, for ellers har du sgu ikke fortjent at være her.  
Jeg fik i dag to billeder af Lise, det var inden jeg havde været forbi Dtrif. På det ene billede stod der kys det nu det satans liv – grib det – fang det – før det er forbi.  Ja, det er jo det, som Steffen Brandt synger, lige meget hvad, så har vi og især mig selv bare at kysse livet, vi har bare at være taknemmelige over, at vi er her. 
På det andet billede står der lev mens du gør det, elsk mens du tør det. Jeg er ikke så meget til Nick og Jay, men denne har de nu ramt godt. Disse to billeder vil hænge, så jeg kan se dem hver dag og huske på det ansvar, jeg har overfor livet.