Pårørende

Ligesom man tror, at alt er som det skal være, sker det som man mindst havde ventet. Det som ellers kun sker for "naboen". I går blev jeg igen bekræftet i, at det er med at leve i nuet, og frem for alt huske at gøre ting, i stedet for bare at snakke om det. Før man får set sig om, kan ens liv være ændret, og så står man bare der og tænker, hvorfor pokker skulle det lige være mig. 
I går og især i dag prøvede jeg for første gang, den oplevelse min familie og alle andre omkring mig må have haft, mens jeg var syge, og for pokker hvor ville jeg dog gerne have været den foruden, men sådan skulle det ikke være. Det, at ens liv med et bliver ændret, alt andet er ligegyldigt, og der er kun den ene ting det drejer sig om. Det bare at stå og se på en person, som ligger i en sygehusseng og vrider sig i smerte, det at man ikke kan gøre noget for den person som man holder så meget af, og som altid har været der for en. Ja, jeg føler mig bare så tom. Jeg havde flere gange lyst til at hive fat i en af sygeplejerskerne og råbe hende ind i hovedet, at hun sgu måtte tage sig sammen og gøre noget, det kan da ikke passe at i ikke gøre noget mere end det der, prøv lige at komme i gang. 
Men jeg gør det ikke, for jeg ved jo at de gør alt hvad de kan for at hjælpe. 
Jeg fik med det samme tanken, hvorfor, hvorfor skulle det lige være dig. Af alle mennesker, ja så har du bare ikke fortjent det, og for pokker da, hvis det da så bare havde været din egen skyld, men nej, sådan skulle det ikke være. Det er skræmmende at prøve, at stå der på den anden side, for hvad pokker skal man gøre, eller sige. Hvis der er den mindste lille ting man kan gøre, ja så farer man afsted, for så er der da lidt man kan gøre. 
Jeg har nu oplevet hvor frusterende det er at være pårørende, det ikke beskrives med ord, og det er heller ikke det jeg prøver på, men jeg har bare brug for at få det her ud, så jeg kan komme af med noget af det.