Tanker som jeg ønsker væk

Nu sidder jeg har tirsdag og er ved at ligge sidste hånd på det foredrag jeg skal holde på torsdag. Sådan som jeg sidder her og forbereder mig kan jeg mærke hvordan en følelse stille og roligt kommer og fylder mig krop op. 
Det er en følelse som jeg ikke bryder mig om, fordi jeg troede at jeg havde lagt låg på den sag. Nu hvor jeg sidder og læser det som jeg selv har skrevet, ja så får jeg det mere og mere dårligt. Jeg må tvinge mig selv til at læse det jeg har  skrevet, og jeg må virkelig bide tæderne sammen for at komme igennem det. 
Jeg har skrevet det før, men jeg får det som jeg skal kaste op, når jeg læser det.  Jeg føler ikke rigtig at det er noget jeg selv  har skrevet, det er som om at det er en anden person som har skrevet det, og at jeg bare kender den følelse som personen skriver om. 
Selv om det ikke er længe siden at jeg har været syg, så er der alligevel så mange ting som jeg har glemt, men som, når jeg læser det, pludselig står helt klart i mit hoved. For lidt tid siden læste jeg, om da jeg fik diagnosen: "Du har kræft". Bare det at sidde og skrive om det nu, gør at jeg næsten begynder at tude, der kommer bare så mange tanker frem. Et eller andet sted har jeg egentlig ikke lyst til at tænke tilbage på kræften, jeg gad godt at jeg bare kunne glemme det hele, at alt det med kræften bare var væk for altid.