Spørgsmål

Når snakken falder på kræft, bliver jeg efterhånden tit spurgt: Jamen kan jeg også godt få kræft? Når folk står der med et håb i deres øjne, virker det tit som om de forventer at jeg siger: "Nej det kan du ikke, for du er jo præcis af den type der ikke får kræft". Det er som om folk forventer at jeg siger: "Nej det kan du ikke". Der var da heller ikke noget jeg hellere ville sige, men som i godt kan regne ud, kan jeg jo ikke give svar på det. 
På en måde kan jeg egentlig ikke forstå, at man i det hele taget spørger, for man kender jo svaret. Det har nok noget at gøre med, at man godt lige vil være sikker på at det ikke rammer en selv. Jeg bliver ikke sur over det, for det kan jo nemt være, at jeg selv ville have spurgt om det samme, hvis ikke lige at det var fordi, at det er mig der har været det hele igennem. 
Når jeg er kommet med det svar, som de ikke ønsker at høre, og det kan jeg egentlig godt forstå, ja så komme det næste spørgsmål: "Hvordan ved jeg om jeg har kræft?  Ja hvor
dan skal man så lige svare på det, jeg plejer at sige: Tro mig når jeg siger det, du kan mærke det med det samme ". "Jamen jeg har lidt ondt i halsen, kunne det være kræft"?  Ja hvad pokker skal man så lige sige? "Ja det kan det være?" eller "Måske?" eller hvad med: "Det ved jeg ikke?" Heller ikke her kan jeg give det svar som folk ønsker, for jeg ved jo ingenting om det, måske kunne det være kræft. Mit standard svar er: "Jeg synes at du skal lade være med at tænke så meget over kræft". 
Det værste ved disse spørgsmål er, at selv om jeg har været igennem et længere kræft forløb, ja så er der et eller andet sted, lige så mange spørgsmål som jeg godt selv kunne tænke mig at få svar på. Det er et af problemerne med kræft, det er alle de spørgsmål som man ikke kan finde svar
 på, eller som der ikke findes svar på.