Et spørgsmål

Jeg blev for et stykke tid siden, ja det er nok snart 14 dage siden, spurgt om hvor tæt jeg egentlig har været på at dø af kræft. Jeg tænkte noget over det, og tog min hånd op af lommen og viste med to fingre hvor tæt jeg havde været på det, – ja hvad pokker skulle jeg ellers gøre? For det har jeg jo egentlig ikke tænkt så meget over, og et eller andet sted er det jo også ligemeget, for hovedsagen er jo at jeg lever nu og har det så godt. Men spørgsmålet printede sig fast i mit hoved, og  jeg har siden haft meget svært ved at slippe denne tanke. 
Det var på ingen måde et dumt spørgsmål, og i øvrigt findes der jo ikke dumme spørgsmål, med lad nu det ligge. Sagen er den, at jeg ikke før har tænkt den tanke, og det er måske derfor at jeg har så svært ved at slippe den igen, for hvor tæt har jeg egentlig været på at død? Det er ikke sådan at jeg bliver bange eller ked af det når jeg tænker over det, nej det er mere det, at jeg et eller andet sted har været så tæt på døden, uden at være helt klar over det. 
Alligevel er det sku meget svært ikke at tænke over på det, når man ved hvor mange der dør af kræft hvert år. Jeg sidder og får det dårligt hver gang jeg ser i avisen eller i TV at der noget med kræft, jeg får det som om jeg skal kaste op. Hver gang jeg hører om en der er død af kræft tænker jeg inde i mig selv, hvad er det egentlig du vil her i livet? Er det det rigtige sted for dig? Er det nu det du vil bruge dit liv på Jacob, er det det her? Sådan kan tanker køre rundt og rundt i mit hoved. Men heldigvis har det med døden været meget fjern for mig det meste af tiden, og især i mit hoved , – og heldigvis for det.