Ved at være træt af det

Så sidder jeg her igen, nu er det dagen før dagen igen, igen, og så kan jeg ellers blive ved med at skrive igen ind til jeg kommer op på 7 igen’er. Lige pt. er jeg meget træt, og jeg vil egentlig helst bare i seng. Det har været en lang dag, jeg har været til to møder i Odense, begge møder kan være fuldstændig lige meget, hvis scanningen viser noget andet end det, som jeg håber på, ja så kan det hele næsten være lige meget. Jeg kan ikke overskue at tænke for meget på det, men det er godt nok svært at lade være med, især nu her hvor jeg er på vej i seng kommer denne mærkelige følelse over mig igen. Det er denne følelse af, at jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre af mig selv, jeg føler mig så alene med mine kampe. Jeg ved, at der er så mange, der vil gøre alt for mig, og det er jeg glad for og ikke mindst rørt over alt det folk vil gøre for mig. Men lige meget hvad folk gør for mig, lige meget hvor meget jeg prøver at åbne mig, ja så er det mig, der skal kæmpe, så er det mig der aldrig mere kan komme til at føle mig tryg og sikker. 
Det er så frustrerende ikke at kunne gøre noget, jeg ved, at lige meget hvad jeg gør her i aften, ja så spiller det ingen rolle. Jeg er både sur og ked af det på en gang og har ingen kontrol over det, jeg kan ikke andet end at håbe på det bedste, håbe på at det lakker mod enden med kræften, ja håbe og ikke mindst tro på bedre tider for Jacob Pallesen. Gang på gang kommer tanken tilbage i mig – hvorfor mig, hvorfor? Hvad er det, jeg har gjort, siden jeg skal have denne straf?