Scanning for 7. gang

Der er sket rigtig meget her de sidste par dage. Lige nu ligger jeg her i en seng på Fyn og skriver blog, jeg er meget træt og ikke mindst lidt ør i mit hoved. 
I mandags havde jeg min første time på Giv, jeg var noget spændt på hvordan det ville komme til at gå, og hvar det var for nogle svømmere vi skulle have. Timerne gik kanon godt og det samme gjorde det da jeg havde timer tirsdag. Jeg må indrømme at hvis det er sådan det er at være lærer på en højskole, ja så har jeg overhovedet ikke noget i mod at blive højskolelærer. 
Efter mine timer tirsdag lånte jeg fars bil og så gik turen mod Fyn. Jeg skulle  scannes i dag for 7. gang kl. 10.15 og så synes jeg at det ville være rart ikke at skulle køre så langt i dag. Jeg kom til at sove lige vel længe her til morgen, det var dog ikke det helt vilde. Jeg ankom til OUH omkring kl. 9.50, så der skulle jo egentlig være god tid, men et er at være der i god tid, noget andet er at finde en p-plads, men til sidst lykkedes det dog. 
Kl. 10.15 blev jeg kaldt ind til scanningen, som starter med at man får lagt drop, og desværre er mine blodårer ved at være meget smadrede. Jeg blev stukket to gange i højre arm, uden at det lykkedes at få droppet lagt. Hvad gør man så, – jo man prøver i den venstre arm. Min åre i venstre arm var også svær at ramme, så heller ikke her lykkedes det, men til gengæld ramte hun en nerve. Jeg skal lige hilse og sige for pokker hvor gjorde det ondt, jeg kan stadig mærke det her til aften.  Det endte med jeg fik droppet lagt i min venstre hånd, og her lykkedes det endelig at få det til at virke. Rester af processen med scanning gik rigtig godt og meget nemt. 
Jeg bliver her på Fyn indtil fredag, hvor jeg får svaret. Jeg ville have været inde og svømme sammen med SSK her til aften, men jeg er fuldstændig ør i hovedet og meget træt,  så jeg hopper over træningen i dag.  
Jeg har sovet rigtig godt i nat, jeg har ikke tænkt så meget på det med scanning, men alligevel tror jeg, at jeg et eller andet sted har brugt mange kræfter på at tænke på denne scanning.