Lidt trist

Så var det igen tid til en samtale med psykologen. Igen havde jeg en følelse af at jeg ikke havde brug for denne samtale, da det går godt lige i tiden, men jeg skal love for at der blev taget hul på bylden denne gang. Der kom en masse tanker, og jeg har fået en masse at tænke over. Vi havde en god snak og vi var omkring en masse ting, blandt andet det med bitterhed overfor kræften, den bitterhed overfor det som jeg har mistet i sporten. Jeg ved godt at der er andre der er hårdere ramt end mig, med sporten har bare været en så stor del af mit liv, at det er et kæmpe tab for mig. Det er dog heldigt at det går så meget fremad med genoptræningen som det gør pt. 
En anden ting vi snakkede om, var den følelse overfor udødelighed, som man mister med et. Det er gået op for mig at hver dag skal leves, for det er ikke sikkert at jeg er her i morgen. Jeg går tit og overvejer om det er det eller det, jeg gider at bruge mit liv på. Indtil videre er der dog ikke noget jeg selv har kontrol over, som jeg vil lave om, så det kan man jo sige er meget godt. Jeg tænker mere og mere på at jeg på en måde ikke kan tillade mig at være utilfreds. Bortset fra kræften, ja så jeg ikke ret mange problemer. Lige nu kan jeg ihvertfald ikke lige komme i tanke om andre problemer end kræften, men på den anden side, så er det jo også et rigeligt stort problem. 
Som sagt kom vi vidt omkring til samtalen og derefter var jeg noget ør i hovedet, så jeg tog en svømmetur. 
Her til aften er jeg lidt øm i halsen og jeg kan ikke lade være med at tænke på, om det mon er kræften som spiller mig et pus. Bare tanken er nok til at jeg næsten får tårer i øjnene. Jeg kan ikke overskue hvis der er noget, men det er der ikke, det har der bare ikke at være. Jeg har et par gange her den sidste tid også mærket et stik i brystkassen, og så der er rigtig gang i kroppen her til aften. 
For pokker hvor er det godt at der er OL i tv, så jeg kan få tankerne lidt væk.