En følelse

Jeg fik en følelse i dag, som jeg har haft før, og især her på det sidste. Det startede med, at en ven spurgte mig, om jeg havde været inde og se filmen dig og mig.  Jeg svarede at det turde jeg ikke, eller rettere jeg havde ikke lyst til det, for efter hvad jeg har læst mig til, kommer filmen rimelig hårdt ind det omkring at være ung og få kræft. 
Jeg kan mærke at jeg det sidste stykke tid, bliver mere og mere påvirket når snakken falder på kræft. Bare det at jeg ser et dropstativ i TV, er nok til at der bliver sat en masse tanker i gang. Det som bekymrer
 mig mest lige nu, er nok den næste scanning. Det bliver på mange måder en mærkelig scanning, for jeg ved jo at jeg får at vide at der er kræft,  men det der bliver spændende, er hvor meget kræft der er. Jeg kan ikke lade være med at tænke over, om der måske er noget kræft i halsen. Her på det  sidste har jeg taget mig selv i, at tænke nogle tanker, som jeg bare ikke vil tænke, tanker om min værste frygt. Hvad pokker gør jeg hvis der noget i halsen?  Hvad så, kan kemo så klare det, jeg bliver så bitter når jeg tænker på det. Skal hele min verden til at bryde sammen endnu en gang, og skal jeg igen til at kæmpe mig tilbage til livet, igen, igen, igen og igen. 
Da jeg startede med at skrive dette, var jeg noget frustreret over mine tanker, og et eller andet sted var jeg vel også lidt bange. Nu kan jeg mærke, hvordan jeg begynder at blive sur på kræften, hvordan jeg bliver rasende, og det er det der skal til. 
Jeg fik en mail for et stykke tid siden med et godt slogan, og når det hele falder sammen, så prøver jeg at tænke på det: Hvert sekund tæller,  - og det er jo bare det jeg skal have inde i hovedet.