Fortvivlelse

Fortvivlelse, ja det må være det man kalder det, den form for følelse som jeg går rundt med lige nu. Følelsen af ikke at kunne gøre noget, ikke vide om jeg er købt eller solgt. Det er som om jeg bliver konfronteret med flere og flere tanker omkring kræft, for hver gang jeg snakker om det.  Jeg kan mærke, at jeg de sidste par gange hvor jeg er blevet spurgt om noget med kræft, let får tårer i øjnene, fordi det kommer så mange tanker. Tanker som jeg tror har ligget og gemt sig, et sted i min krop, og som nu banker de på for at fortælle deres historie.  
Jeg går her og hygger mig i solen og laver kun det som jeg har lyst til. Jeg lever så meget så muligt i nuet. Men alligevel er det som om der mangler noget, et eller andet for at jeg kan have det godt med mig selv. Svaret om at jeg er fri for den forbandet sygdom.  Jeg prøver at lade være med at tænke på, om der mon er noget som jeg selv kan gøre, bare der dog var et eller andet. Men det er der bare ikke, den ene læge efter den anden siger, at der ikke noget i min livsstil jeg skal lave om på. Jeg spørger gang på gang, om jeg skal lade være med det ene eller det andet, men lægerne siger, at der er ingen grund til. 
Jeg er vant til at jeg selv har en stor indflydelse på alt det som jeg går og laver, men i denne situation kan jeg ikke gør andet end bare at vente og stadig sætte min lid til lægerne.