Nuet

Hvad der sker i dag, det ved jeg ikke, hvad der skete i går har jeg næsten glemt. Når jeg prøver at huske hvad der skete i går, ja så kommer der kun små brudstykker frem på min nethinde. Når folk snakker om hvad der skete i  sidste uge har jeg svært ved at snakke med om det, det er som om jeg har lagt det hele bag mig, det er et  overstået kapitel, og det var det.  Selvfølgelig er der en masse ting jeg godt vil huske, minder som kommer frem når jeg er sammen med alle de mennesker som jeg holder så meget af, og som jeg har en masser af gode minder sammen med, men der er bare også så mange ting som jeg vil ønske at jeg bare kunne glemme, tænk hvis jeg en dag bare kunne vågne op fra det mareridt jeg har befundet mig i her de sidste to år.

Jeg ville ønske at jeg pludselig en dag vågnede op, badet i sved og noget forvirret, for derefter at konstatere at det hele bare var et mareridt. Tænk at vide at jeg ikke har noget at være bange for, at jeg bare kan tage mine løbesko på og så af sted ud i skoven, bare af sted væk fra alting. Tænk engang hvis jeg en dag  bare kunne vågne op og så var det bare det,  jeg kunne være klar til at køre DM. Men jeg er ikke vågnet op endnu, om jeg vågner? Ja det ved jeg ikke, men hver dag håber jeg på at det sker.

Når jeg en gang imellem kommer til at læse noget af det som er skrevet om mig, eller noget af det som jeg selv har skrevet, så bliver jeg bange. Jeg kan mærke hvordan hvert et hår på min krop rejser sig, hvordan hver en muskel i min krop bliver lammet, det er som at se sin værste fjende i øjnene. Lige med et går der en masse sandheden op for mig, sandheden om hvor syg jeg egentlig har været, det er først ved at gå op for mig nu. Jeg ved da godt at jeg fik konstateret kræft den 4. april sidste år. Jeg ved også godt at jeg blev mere og mere træt for hver dag der gik. Jeg er selvfølgelig klar over en masse ting, men at jeg har set så syg ud og hvor dårlig jeg egentlig har været, ja det er først ved at gå op for mig nu.

Jeg har rigtig svært ved at forholde mig til det med kræften, når der ikke er nogen der kan fortælle mig hvorfor jeg har haft/har kræft, ja så er det ikke let at acceptere. Når man hver dag ser, hører og ikke mindst oplever så mange ting, ja så kan man ikke lade være med at tænke, hvorfor er det ikke en af dem der bliver syge, det burde det jo, for  han eller hun er jo af den og den type. Det her må jo være en drøm, det har det bare at være, det kan jo ikke passe at det er mig det her, men det lader det til at det er. Altså hvad enten jeg vil det eller ej, så er min skæbne åbenbart at kæmpe,  kæmpe for alt hvad jeg foretager mig, og det må jeg jo bare prøve at leve med. Der er jo ikke så meget andet at gøre end det og så prøve at tage det som det kommer.

Jeg tænker som sagt ikke så meget på det der er sket lige i tiden. Jeg tænker heller ikke så meget på det der vil ske, for jeg aner jo ikke om det vil ske, derfor gider jeg heller ikke at tænke så meget på fremtiden. Bare det at jeg skal læse noget til på mandag, ja det kan godt være en kamp for mig, for hvis nu jeg ikke kommer i skole på mandag, ja så er der jo ingen grund til at læse det. Jeg regner da med at jeg skal i skole, men som sagt før, ja så ved jeg det ikke, derfor har jeg svært ved at forholde mig til at.

Jeg lever i nuet, jeg har da en masse ting om ørerne lige i tiden, og i min kalender er der da også en masse aftaler, og en masse ting jeg regner med at jeg skal, men jeg gider bare ikke at tænke på det før jeg er i det, for hvis jeg bruger en masse tid på at tænke over det, og ikke kommer til det, ja så er det jo spild af tid. Jeg går da tit og dag drømmer, det er ikke det, den ene dag, vil jeg godt finde mig en sød kæreste og falde lidt til ro med hende, og den næste kan jeg overhovdet ikke overskue at have folk omkring mig, der har jeg bare lyst til at tage langt væk, væk fra alting se alle de ting, som man bare skal se mens vi er her. Når jeg er i mit træningstøj, ja så kommer den største drøm nok af dem alle, at komme tilbage til sporten igen og mærke at jeg lever. 

Men lige nu er jeg her, i et tog på vej mod Fyn. Om jeg kommer til Fyn, det ved jeg ikke, jeg tror det, men den tid den sorg. Jeg på farten igen,  og så må jeg se hvad der sker.