Nytårstale

2007 vil desværre nok altid var et år som jeg aldrig vil glemme. For præcis et år siden, ja der håbede og tænkte jeg på at 2007 ville blive mit år,- men nej sådan skulle det ikke være. Jeg troede ikke at det kunne blive værre, men jeg blev klogere. Det er som om hele 2007 for mig bare har været en lang drøm, det hele virker så sløret, et eller andet sted fatter jeg ikke at jeg er på vej ud af en kræft sygdom, at jeg har været igennem en af de stærkeste kemo kure man kan få, at jeg har været så lammet af smerter at jeg ikke kunne sige et ord.

Jeg fatter det stadig ikke, det store chok eller nedtur som man tit får i forbindelse med kræft, ja den er ikke kommet til mig endnu. Det er som sagt før stadig ikke helt gået op for mig hvor syg jeg har været. Når jeg nogle gange kommer til at læse noget af det som jeg har skrevet i  min blogs eller under tanker, ja så kommer alle minderne frem fra dybet.

Noget af det som har været svært for mig, det har været at se alle dem omkring mig, mine venner og ikke mindst min familie være kede af det. Selv om de har prøvet at skjule det, så har jeg sagtens kunne læse dem, men det er vel heller ikke så svært endda. Jeg har ikke været så god til at snakke om hvordan jeg har det eller har haft det, men jeg har skrevet rigtig meget og der igennem har de kunnet følge med i hvordan jeg har haft det.  

Nu sidder jeg her og prøver at gøre status over 2007, men det er bare ikke let for på en måde er jeg meget glad for at det går så meget fremad, og på den anden side er jeg meget skuffet og sur over at jeg har brugt et helt år på at være syg, óg nu skal bruge det meste af 2008 på at komme til kræfter igen, det kan da ikke være rigtigt, men det er det desværre.   

 

Man kan også sige at 2007 blev et år hvor jeg mødte en masse nye mennesker. Mennesker som jeg aldrig vil glemme, fordi de har gjort så meget for mig. Ja det er underligt at tænke tilbage på alle dem jeg er kommet til at kende igennem kræften, jeg tænker her på sygeplejersker, læger, taxachauffører og mange andre som jeg ikke ville have mødt hvis ikke jeg var syg.

 

Kræften har på mange måder forandret mit liv, godt nok er jeg kun 23 år, men man blive altså lige et par år ældre, når man lærer en kræftsygdom at kende. Jeg er stadig ikke kommet til det punkt, hvor jeg kan sige at jeg ikke ville have været kræften foruden, og jeg tror heller aldrig at jeg kommer til det, for jeg stadig så gal på den lede sygdom.

 

En anden  ting som er sket her i 2007, er alt det med pressen. Jeg kan stadig ikke helt fatte alt det der er sket efter at jeg sendte det læsebrev. Jeg sendte det fordi jeg følte mig trådt på som kræft patient, og samtidlig synes jeg at der var alt for lidt fokus på unge og kræft, og mere skulle der ikke til. 
Nogen tænker måske hvorfor jeg gør det? Hvorfor jeg vil åbne mig så meget overfor pressen? Men som der var en der sagde til mig, da hun havde set mig i tv og i avisen: "Jamen gud, det kan jo ramme os alle, det der kræft".- Se det er grund nok til at stå frem. 
Jeg har ikke på noget tidspunkt følt mig  dårlig behandlet af pressen, tværtimod har jeg kun mødt en masse pragtfulde mennesker, som har gjort så meget for mig, dem vil jeg ikke glemme lige med det samme.

 

Ja 2007 blev et år med mit livs store nedtur, med samtidlig fandt jeg ud af hvor fantastiske venner og familie jeg har, i skal bare vide at jeg i virkelig føler at i har været der for mig.

 

Godt nytår til alle jer derude.