Svaret

Ja, det var jo ikke lige det jeg havde regnet med, og så alligevel kom det ikke bag på mig.

Scanningen viste at der stadig var noget kræft tilbage i kroppen, så øv øv og mere øv. Jeg har hele tiden sagt, at kræften bare skal væk. Men et er at tænke og sige det, noget andet er virkeligheden. Verden er ikke altid som man gerne vil have den til at være, og hvis jeg da en gang, kunne prøve at gå den lette vej, ja så ville jeg godt nok være en glad mand. Sådan er det bare ikke, jeg er åbenbart født til at gå den lange vej. Sådan var det, sådan er det, og sådan bliver det nok ved med at være, resten af mit liv. Der er ikke andet at sige, end at man vænner sig til det, når man har prøvet det nok gange. Man kan sige, at det er godt, at kræften for længe siden har lært mig at tage en dag ad gang, for ellers bliver man godt nok skuffet gang på gang på gang.

Da jeg fik at vide, at der stadig var noget kræft tilbage, kom det meget bag på mig at jeg tog det så roligt som jeg gjorde. Jeg blev ikke så ked af som jeg troede, nej jeg blev mere sur og gal. Jeg tænkte: for pokker da, kan se det din dumme sygdom du taber alligevel, så hvorfor pokker bliver du ved? Jeg fatter ikke at du gider mere… Nå, men jeg må til at gøre mig klar til at kæmpe igen.