Tænker over tingene

Her til aften kom jeg til at snakke med en pige om kræft, død osv. Jeg tænker egentlig ikke så meget på kræft mere. Det er som om det er overstået, at jeg har lagt det bag mig. Men når man sidder der og snakker på to mands hånd, ja så kan det ikke undgåes at der kommer en masse minder frem igen. Hjælp jeg har haft kræft, har jeg mon gjort alt det jeg kan for at det ikke kommer tilbage? Er jeg startet for hurtigt op igen? Jeg prøver at slå koldt vand i blodet, og sige til mig selv at der ikke er mere jeg kan gøre. Det var ikke sådan at jeg blev ked af det nej nej. Det er bare så udvirkeligt at jeg har haft kræft, jeg fatter det ikke, det er stadig så uvirkeligt, som en ond drøm. 
Jeg er stadig ikke kommet til det punkt, hvor jeg kan sige at jeg ikke vil have undværet kræften, for jeg er stadig meget bitter og sur på kræften. Jeg er bare glad for at leve!