Ikke den bedste aften

Af sted mod Ollerup det gik, jeg tror efterhånden jeg kan vejen med lukkede øjne. Jeg skulle lige forbi OUH først, for jeg kan jo ikke undvære det sted. Nej jeg skulle lige ind og have svar på nogle prøver og høre hvordan det nu ser ud med nyrerne. Jeg gad ikke rigtig tænke på det, for jeg regnede med at alt var ok, det skulle det bare være for jeg gider ikke til at døje med det igen. 
Ja så sad jeg der igen på nyreambulatoriet, der hvor det hele startede, og med den samme læge som har givet mig så mange dårlige svar. Men ikke denne gang, denne gang fik jeg at vide at alt så utrolig flot ud, ja mine nyrer tal var endda over gennemsnittet, – så det var bare fedt. 
Tilbage på skolen og det var dejligt, her kunne jeg lige nå at være med til svømning. Som det tit går når jeg er ovre at  svømme, ja så kommer jeg til at hjælpe mine venner med deres svømmehold. Jeg gik derover kl. halv 4 og var hjemme igen kl. halv 9, så det var en lang dag.

Da jeg kom hjem, havde jeg det ikke så godt, jeg var meget træt, og havde det som om jeg skulle kaste op, jeg gik derfor i seng uden aftensmad. Ja jeg ved godt at det ikke er så smart, men jeg kunne ikke få en bid ned. Jeg skulle nok ikke være blevet så længe i svømmehallen, men jeg havde det så godt derovre, det var først da jeg kom hjem jeg fik det dårligt. 
Nå men jeg håber at jeg har det bedre i morgen.