Præsenteret

Det er Jacob, han har kræft og så går han på vores årgang. Ja så let kan det siges, og hvis jeg da bare selv kunne sige det ord under at tænke mere over det,  ligesom førhen hvor jeg godt kunne finde på at kalde folk for kemo eller sige i sjov, pas nu på at du ikke får kræft af spise det der. Den slags siger jeg ikke mere, og jeg må nok sige at jeg spidsede ører da jeg hørte det, sådan er jeg aldrig blevet præsenteret før. Det gav da også et lille sæt i mig, da ordet røg ud. Det satte gang i en masse tanker, jeg følte at jeg på en måde trak mig lidt tilbage, at jeg gik ind i mig selv, jeg hørte ikke rigtig hvad de andre sagde til mig, tankerne kørte bare rundt.

Jeg plejer jo at blive præsenteret, som han sports nørden, ham den sjove eller Pallesen, men ikke i dag. Nu er jeg ham den syge, ham der får kemo, ham som der er så mange der gerne vil snakke med, fordi de kender en der har kræft, og lige vil høre om jeg har det på samme måde. Det er først her hvor kemoen er kommet lidt på afstand, at jeg gider at høre på / om andre der har / har haft kræft, før gad  jeg bare ikke at høre på andre og deres problemer, jeg havde nok med min egne.

Det er mærkeligt at man sådan kan skifte identitet, ja dem fra de andre årgange kender mig ikke som den Jacob som jeg rigtig er, nej de kender mig kun som ham den syge dreng, han der har kræft, og de fleste vil nok ikke engang tro på, at jeg nogensinde har kunnet løbe en ½ maraton, ja de fleste vil ikke tro på at jeg overhovedet har dyrket idræt.

 

Det er mærkeligt at være ham som alle på skolen kender navnet på, uden at jeg kender navnet på dem. Folk kommer hen og snakker med mig, siger hej Jacob går det godt, uden at jeg aner hvem de er, men de ved hvem jeg er, for jeg er han den syge, ham som der er så mange der snakker om. 
Jeg er da glad for at folk kommer hen og snakker i stedet for bare at holde sig væk. Med nogle gange er det også underligt når man fx engang imellem har snakket 90 % af dagen om sygdom og om kræften.             

 

Jeg tænker ikke så meget på kræften lige nu, som jeg før har gjort, men hver gang jeg hører ordet kræft giver det et sæt i mig. Kræft, prøv lige engang at sige ordet igen KRÆFT, prøv at smage på ordet, sig det igen og igen. Luk dine øjne og læn dig tilbage i stolen og sig ordet K R Æ F T langsomt, mærk hvordan hårene rejser sig, mærk hvordan du stille og roligt fyldes med frygt, en frygt som du ikke helt ved hvad er, som du ikke rigtig kan forklare, den er der bare, og den er ikke til at komme af med. Lige meget hvor meget du prøver, så er frygten der.

 

Det er denne frygt, det er dette ord, som man frygter så meget, det er en af de værste ting man kan få at vide. Det ord som alle kender, men som man først kender betydning når man er midt i det. Ja det er mærkeligt at jeg lige har været igennem et kræft forløb med kemo og alt det der hører med. Det virker så uvirkeligt, det er stadig som en drøm, jeg fatter det stadig ikke rigtigt, det at jeg har haft kræft, selv om jeg bliver mindet om det hver dag, når jeg fx lige vil sætte efter et eller andet i løb og må stoppe fordi det hele kører rundt, eller lige vil cykle de 500m ned til købmanden og er fuldstændig smadret, så jeg lige skal have pusten igen inden jeg går ind.

 

Ja som sagt fatter jeg det ikke, jeg kan ikke forstå det, måske vil jeg ikke forstå det. Egentlig vil jeg helst glemme kræften, for jeg er så bitter på den, men jeg tror at jeg resten af mit liv, vil prøve at finde svar på hvorfor det lige var mig der skulle rammes af kræft.