Tanker der bare kommer

Noget af det som gør mest ondt på mig lige i tiden, eller ondt og ondt det er måske så meget sagt, det er nok bedre at bruge ordet påvirker mig mest lige i tiden. Det er når jeg enten læser noget af det som folk har skrevet om mig, eller som nu hvor det så småt er ved at gå op for mig hvordan alle dem omkring mig har haft det, da det var værst med min sygdom, og ikke mindst om deres tanker. Ja jeg har svært ved at holde tårerne tilbage når jeg hører folk snakke om mig og deres følelser omkring mig. Det er først nu det er ved at gå op for mig hvordan det må være at stå på sidelinien og føle at man ikke kan gøre noget, den hjælpløshed man står i. Jeg ved ikke selv hvordan jeg vil reagere hvis det var en af min venner eller familie der fik kræft, og jeg håber heller aldrig at jeg finder ud af det.
Lige meget hvor meget jeg har hadet en person, lige meget hvor sur jeg har været på andre, ja så ville jeg aldrig ønske at de fik kræft. For det er nok den værste straf man kan få. Al den sorg, smerte, og fortvivlelse der følger med den forbandede sygdom, ja den vil man ikke ønske at andre skal udsættes for. 

Der er så mange der har sagt til mig ” du er så sej Jacob”  og jeg har også tit hørt inde på kræft afdelingen at folk har sagt det til andre. Jeg kan kun tale for mig selv når jeg siger at i min øjne er det at have kræft og kæmpe imod det, ikke noget at gøre med om man er sej. Nej det handler om ren og skær overlevelse, man får to valg enten at kæmper, eller ikke kæmpe, det er op til en selv. Jeg synes ikke at det at være på vej ud af en kræftsygdom har noget at gøre med om man er sej eller om man ikke er.
Jeg har det stadig sådan at hver gang jeg hører ordet kræft hvad enten det er i en film eller det er i tv avisen, eller der bare er nogen der siger ordet, ja så kommer jeg med det samme til at tænke tilbage til 4 april, hvor det hele startede.

Det værste er når jeg hører om nogle af dem som ikke klarer kampen mod denne forbandede sygdom, ja så løber det koldt ned af ryggen på en og jeg kan ikke lade være med at tænke på hvor heldig jeg er. Det lyder meget mærkeligt, men jeg blive på en gang både bange og glad. Ja jeg ved godt at det ikke er pænt at skrive sådan, jeg bliver bange fordi jeg ikke er rask endnu, og fordi der går omkring ti år inden jeg blive erklæret helt rask. Jeg bliver ikke glad fordi andre dør, det må i endelig ikke tro, jeg bliver bare glad fordi jeg ikke er død, fordi jeg er ved at vinde over kræften og ikke mindst fordi jeg lever. Jeg ved godt at jeg ikke har vundet kampen over sygdommen endnu, men jeg så tæt på, og næste gang jeg bliver scannet, ja så det hele væk, helt væk og det komme aldrig tilbage, – så er det overstået. Jeg har noget jeg skal have indhentet og som jeg har sagt så mange gange før, ja så gider jeg ikke at være syg mere.