Kl. 1.30 om natten

Det er som om en mørk skygge stille og roligt begynder og dække mere og mere af mig krop, som om jeg bliver mere og mere ked af det. Jeg stod bare der og snakkede, jeg grinede, men inden i græder jeg. Jeg havde bare sådan en lyst til at holde om en, jeg var ved at bryde sammen inden i. Det er som om jeg er inden i en skal. Jeg står bare der og græder og ingen kan se det, fordi jeg en så pokkers god skuespiller. Selvom jeg er omgivet af mennesker jeg holde af, mennesker der til hver en tid er klar til at gøre alt for mig, ja så står jeg bare her alene med mig selv og den dumme sygdom,.  

 

Hvorfor kommer det nu? Hvad er det der sker? Jeg ved ikke hvorfor, jeg burde jo være glad for alt den opbakning jeg har fået, og for alle dem der hele tiden kommer og spørger til mig, men for første gang føler jeg mig alene med min sygdom.

 

Jeg føler at alle kigger på mig, jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal gøre af mig selv. Jeg føler at folk kigger på mig og siger, det er ham, ham den syge, ham der har kræft. Ja jeg har kræft og det går mere og mere op for mig for hver dag der går.

 

Jeg ved ikke om det er fordi der lige pludselig er komme så mange minder frem i dag. Minder om da jeg startede på skolen / DFL, om hvordan jeg så ud engang, om hvordan det er at kunne cykel ude i vinden, minder om dengang, hvor jeg var fri.

 

Jeg har bare så svært ved at bede om hjælp, jeg er vant til klare mig selv, vant til selv at løse mine problemer når de kommer. Nu er kemo jo snart slut og hvad så?  Er jeg så rask? Alle de tanker jeg hele tiden har prøvet at skubbe væk, begynder nu at vende tilbage til mig, og de fylder mere og mere for hver dag der går.

 

Lide nu sidder jeg bare her og prøver på at få det ud, prøver at overbevise mig selv om at jeg nok skal overleve kræften. Jeg græder ikke for det vil jeg ikke, det er jeg for sej til. Jeg er så sej er jeg, for lige nu kan jeg godt holde tårerne tilbage, men for hver gang blive det sværere og sværere for mig. For hver gang kommer der flere og flere mørke tanker. Hvad er det næste jeg skal udesættes for? Bare jeg ikke kommer ud for en ulykke og bliver lam, jeg vil ikke væk her fra endnu, det er jeg for ung til.

 

Jeg føler at jeg står stille og resten af verden haster forbi, jeg står bare og kigger på mens andre morer sig. Jeg griner, fortæller, laver en masser sjov og virker glad, men et eller sted er det jo bare for at dække over hvad jeg i virkeligheden  føler, at jeg i virkelighed bare er en lille usikker dreng der er fanget i et spil på liv og død.

At jeg et eller andet sted skriger om hjælp, men bare er for sej til at række hånden ud og få den, at jeg ikke vil lade mig knække, fordi jeg jo er så sej.