Nu kan det være nok

Er der noget som virkeligt kan gøre mig sur eller sætte mit pis i kog, ja så er det når jeg hører folk udtale sig om, at hvis vi bare spiser 600g grønt om dagen og fisk to gang om ugen, ja så får man ikke kræft. Hvad snakker de om?

Her til morgen så jeg morgen TV, jeg hørte en dame fra Kræftens Bekæmpelse sidde og fortælle om hvor vigtigt det er at spise sundt, for så nedsætter man risikoen for at få kræft. ”Din mad kan redde dit liv” sagde hun.  - Ja det er da også vigtigt at spise sundt, det ved jeg da godt, men i mine ører fik hun det til at lyde som om at man helt kunne undgå at få kræft, hvis vi bare spiser noget mere af ”det” og lidt mindre af ”det”. Jeg ved ikke om den dame selv har prøvet at have kræft, om hun er klar om hvor frustrerende det er at høre på. Jeg tænker bare hvad pokker får hende til at sidde og lukke sådan noget ud, er hun ikke klar over hvor meget hun sårer mig? Hun får det til at lyde som om, at det er ens egen skyld at man får kræft. Hun får det til at lyde som om, at hvis jeg bare havde spist noget sundere, ja så havde jeg nok ikke fået kræft. Jeg følte at hun fik det til virke som om man let kunne undgå at få kræft.

 
Det hun sidder der og siger, gør mig både sur og meget ked af det. Jeg føler ikke at hun ved hvad hun snakker om, jeg tror ikke på at jeg kunne have gjort noget som helst, jeg tror ikke på at der en grund. Jeg ved ikke hvad man skal tro grunden er til at man rammes af en kræft sygdom. Alle ved jo lidt om kræft, alle har jo hørt om kræft, men det er først når man rammes af en kræft sygdom man ved hvad det er.   

 

Jeg kan ikke forstå at man ikke bruger mere tid på at fortælle om hvad kræft er, om at det altså kan ramme alle, fortælle om hvordan det er at have kræft, fortælle at man ikke kan føle sig sikker på nogen måde, og samtidig at man ikke skal være bange for at få kræft, for så er det først at man får det.

 

Gør folk opmærksom på at vi kræft patienter, ikke bare ligger på sygehuset og stille og rolige svinder ind, at vi stadig er menneske, selv om vi ikke har hår på hovedet. At vi kæmper en kamp på liv og død, og gør alt hvad vi kan for at komme tilbage til et normalt liv, at vi føler os magtesløse over for sygdommen.

 

Ja ja hvad ved jeg, jeg er jo bare en tømrer der har kræft, så det har jeg ikke noget forstand på. Jeg er jo ikke en læge der sidder og kigger på statistikker og udtaler mig derfra. Hvad med alle os der falder udenfor statistikkerne, hvordan tror du vi har det, når sådan en læge sidder der og får det til at lyde som om at vi let kan undgå at få kræft, som om vi selv er skyld i kræften. Mon ikke hun lige skulle tænke sig lidt mere om næste gang, inden hun går på tv.

 

Det er meget svært for mig at sætte ord på det jeg føler og går rundt med, for på en gang er jeg både ked af det, sur, gal og fortvivlet. Sig mig var det ikke meningen at sådan en læge skulle hjælpe os og bakke os op? Det troede jeg i hvert fald, men jeg tog fejl.