Ville du finde dig i det ?

Du skal ikke overgive dig, du skal heller ikke finde dig i det, ville du finde dig i det ?  

Vi mennesker er nogle mærkelige nogen, vi er så forskellige og alligevel så ens, det er derfor vi reagere så forskelligt på mange ting, blandt andet kræft.

Både behandling og kemo påvirker os på forskellige måder, men også det psykiske, nogen lukker sig inde og bliver bitre, andre nærmest giver op. Det ligger ikke lige til mig at lukke mig inde på mit værelse og sidde der og kukkelure. Som jeg har sagt så mange gange før, er jeg ikke så bange for kræft, for jeg vil ikke overgive mig til den, ja som sagt før, vil jeg ikke finde mig i det.

 

Hvis du ligesom jeg rammes af en kræftsygdom, ja så er det bare så vigtig, så forbandet vigtig, at du ikke lader sygdommen få magten over dig, for så er det først du bliver syg og lukker dig inde. Jeg mener bare at vi lever, så vidt jeg ved kun en gang, så du har jo alt at vinde. På et tidspunkt er det slut for os alle, så hvorfor ikke få det bedste ud af det, mens vi er her. Jeg bliver så gal, jeg bliver sur, når jeg tænker på kræften. Du skal også tænke over om du vil finde dig i det, om du vil se begrænsninger i stedet for muligheder. Hvis jeg fx, ikke kan holde til at løbe 15 minutter og må nøjes med at løbe 2 minutter, ja så tænker jeg at det er bedre end slet ikke at løbe. Jeg tænker at hvis jeg springe over, så er det kræften der vinder om mig. Hver gang jeg ikke tager af sted til noget, fordi jeg ikke orker at fortælle om sygdommen, ja så tænker jeg at hvis jeg ikke tager af sted, så er det kræften der vinder. For hver gang jeg fortæller om kræften, bliver jeg stærkere og indtil videre har det lettet at fortælle om kræften.Nogen gange bliver man nødt til at hive sig selv op, for ikke bare at lukke sig inde.       

 

Jeg ser kræften som en sort mand / ting der er i min krop, som bare venter på at han kan overtage den. 
Jeg prøver hele tiden på at glemme ham, men han skal nok minde mig om at han er der.

Ja vi snakker også tit sammen eller skal vi sige at jeg skælder ham ud, jeg siger til ham at jeg ikke gider have ham mere, og at han godt kan se at pakke sine ting sammen og komme af sted. Men han bliver der og når jeg bliver for hård over for ham, så slår han til, så jeg kan mærke at han stadig er der.

Men hver gang tænker / siger jeg til ham at vi kæmper en kamp os to, men du kan ligeså godt give op, for du ved jeg er stærkere end dig. Du ved du har tabt, så derfor fatter jeg ikke, at du ikke giver op, du kommer jo aldrig til at vinde over mig. Det var så dumt af dig at tro at du kan slå mig, hver gang han slår til, siger jeg til ham: ”Er det det bedste du kan komme op med? Bare vent jeg skal nok slå dig ihjel”.

 

Jeg ser ikke mig selv som kræft patient. Ofte glemmer jeg at kræften er der, det er både godt og skidt, for tit kommer jeg til at lave ting som ikke er så smart, og så er han over mig med det samme.

Jeg prøver at finde et kompromis, så jeg ikke tænker på kræften hele tiden, men samtidig have den i baghovedet, så jeg ikke laver noget dumt. En af de ting jeg har gjort, er at lade det bånd jeg får omkring håndleddet når jeg er indlagt på sygehuset sidde, men båndet sidder ikke på mit håndled, nej jeg har sat det omkring fodleddet, på den måde ligger jeg ikke mærke til det, men jeg ser det stadig væk hver dag.

 Jeg har tit været meget træt af at skulle ind på sygehuset og have kemo, men efter stykke tid vendte jeg tanken om, i sted for at tænke ååå nej, nu skal jeg ind igen, så begyndte jeg at tænke, det bliver så fedt denne gang, kemo er min ven og sammen skal vi slå kræften ihjel, jo mere kemo jeg får jo stærkere bliver jeg, og jo før bliver jeg rask igen. Efter jeg begyndte på kemo har jeg faktisk kun fået det bedre og bedre, det er kun trætheden jeg mærker til.

Du må ikke tro at jeg ikke også kan være bange, for det ville være at lyve. Jeg kan være meget bange, inden man skal ud blandt andre mennesker, for hvordan de vil reagere over for mig. Jeg kan være bange for om de tager afstand til mig, eller om det helle kommer til at deje sig om mig, men tit er det kun en selv der gør det til et problem. Det at komme ud blandt andre, ja man er bange for om de snakker om en, men tit er det faktisk en lettelse at komme ud, det er bare så let at komme til at lukke sig inde, og det må bare ikke ske. I starten var jeg meget bange for at snakke om kræft, for jeg kunne ikke holde tårerne tilbage når jeg talte om det. I starten snakkede jeg meget med sygeplejersker om det at have kræft, der er jo så mange spørgsmål man skal have svar på. Det var vigtigt for mig, at det enten var mig selv, min mor, far eller søster der fortalte andre hvad det var jeg fejlede, så der ikke blev sat gang i alle mulige rygter. Det var også meget vigtigt for mig, at jeg selv var klar i hovedet og havde styr på alle tanker, før jeg mødtes med omverdenen. Hvis folk ringe og jeg ikke var klar i hovedet, så lod jeg være med at tage telefonen, så kunne jeg ringe tilbage senere når jeg var klar.